Shownotes
Hvad sker der på klippeøen i øst? De to rigsspillemænd Mette Kathrine Jensen Stærk & Kristian Bugge har besøgt øen og talt med en håndfuld af de mest aktive folk fra det lokale folkemusikmiljø. Mette og Kristian spiller til daglig sammen i duoen Jensen & Bugge og har gennem årene besøgt Bornholm mange gange. Så de ved lidt om hvor man kan spørge sig for om hvad der sker med øens folkemusik. Vi dykker ned i historier om hvad der er sket med folkemusikken gennem årene og hvad der sker nu. Fra den lokale folkemusikgruppe Folk og Fæ til den unge Bornholmske sanger, Emilie Lorentzen som nu bor i Holland, men for nyligt har udgivet en EP med Bornholmske folkesange i nye arrangementer. Via den finske duo, Turkka ja Paalanens tolkning af en af de Bornholmske hitmelodier til violinist og sanger, Ditte Fromseiers arbejde med et stort repertoire af den lokale musik og ikke mindst den nye plade 'Rundt Segen' som sækkepibespiller, Niels Erik 'Niller' Rasmussen for nyligt har udgivet med nykomponeret Bornholmsk musik.
Lyt med her og besøg i øvrigt også Folk og Fæ på www.bornfolk.dk, Ditte Fromseier på www.fromseierhockings.com og se Luffes kunst på www.galleriskjerning.dk god fornøjelse!
Podcasten her er produceret og tilrettelagt af Mette Kathrine Jensen Stærk og Kristian Bugge for Mediehaven, og den er en del af serien Ø-Guld - Folkemusik i Danmark som støttes af Øernes Kunstfond. Tak for det!