Shownotes
Der var engang et lille orkester som kaldte sig Danish Dia Delight. Ja helt lille var det nu ikke, for de var fem spillefolk, og de mødtes for at starte noget op med fokus på dansk folkemusik.
I dette afsnit af Folk Live skal du høre en optagelse fra Kaustinen Folk Festival i 1997, hvor bandet spillede dét der skulle vise sig at blive deres sidste koncert nogensinde.
Dengang i 90'erne var det meget populært at spille irsk, fransk-canadisk, amerikansk og cubansk musik herhjemme i Danmark, og når man rejste ud i verden vidste folk slet ikke at der findes noget der hedder dansk folkemusik - de troede at det var ligesom svensk eller tysk musik.
Nå, men de fem spillefolk mødtes på initiativ af den danske harmonikaspiller Carl Erik Lundgaard. Carl Erik var den ældste og han var allerede dengang kendt fra folkemusiktrioen Lang Linken som både spillede koncerter og til dans over det ganske land, men også sommetider udenfor landets grænser.
Carl Erik og hans venner i Lang Linken spillede traditionel musik såvel som ny musik som de selv komponerede, og det gav Carl Erik blod på tanden. Så i 1993 udgav han soloalbummet To-rader på dansk hvor han sammen med et hold gæstemusikere spillede musik han selv havde skrevet.
I 1994 danner Carl Erik Lundgaard så bandet Danish Dia Delight der, som navnet antyder, sætter spotlight på ny dansk folkemusik i almindelighed, og på den diatoniske harmonika Carl Eriks favorit-instrument - i særdeleshed.
Vært: Peter Snejbjerg