Shownotes
Velkommen til en podcast om den prisbelønnede dansk-norske sanger, komponist og performer, Jullie Hjetland. Podcasten her er en del af en serie med titlen Ø-Guld - Folkemusik i Danmark som handler om at dokumentere og formidle øernes folkemusik, og den scene den er en del af.
Podcasten er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Øernes Kunstfond. Tak for det!
På en smuk efterårsdag i slutningen af oktober, tog jeg toget til den midtsjællandske stationsby, Hvalsø, for at mødes med Jullie Hjetland. Byen ligger et sted mellem Roskilde, Ringsted og Holbæk.
Jullie Hjetland arbejder i et krydsfelt mellem folkemusik, teatermusik, filmmusik, electronica, performance og meget mere. Hun arbejder ofte solo under kunstnernavnet Lukkif, men også i forskellige partnerskaber, bl.a. med den elektroniske musiker og producer Rumpistol, og med folkbandet Basco.
Men vores liv består jo ikke kun af kærlighed, inspiration, arbejde og glæden over at skabe ting som vores medmennesker kan bruge i deres tilværelse. Nogen gange bliver vi også nødt til at forholde os til alvorlige udfordringer som f.eks. vores helbred. Det kender vi alle sammen til.